dr. phil. Gustav Carl Henningsen

Gustav var en god og kunnskapsrik kollega som betød mye for forskningen om trolldomsprosesse ne i Norden og Europa. Jeg har mange gode minner fra samvær med Gustav og andre kolleger i 1970-1980 årene

Gustav er et af de mennesker, som har spillet en meget stor rolle i mit liv både som forsker og som person. Det begyndte med en art forskningssamarbeje kort efter at Gustav og Marisa var vendt hjem fra Spanien, og Gustav lærte mig at omgås den dengang helt nye digitale teknik, og den viden har vist sig uvurderlig. Vi lærte også hinanden at kende mere personligt, begge havde vi spanske hustruer, og det blev til mange muntre og alvorlige stunder både i fornøjelige – ofte let kiksede – fester, hvor uforudseelige som regel sjove episoder indtraf,  og i en snævrere kreds. Og det blev til rejser og besøg i Spanien. I de senere år blev det mere spredt. Gustav og Marisa bosatte sig nær Malaga og kom af gode grunde mest hjem for at besøge familien, og her til sidst i Danmark blev det også spredt og præget af situationen. Men i velmagtsårene var Gustav en formidabel forsker, der som det ofte går, når emnet ikke lige er dansk, ikke måske fik helt den anerkendelse her som han nød i udlandet for sin hekseforskning, som var helt banebrydende. Hans læsning og benyttelse af inkvisitionsarkiver gav forskningen en ny retning. Det var spændende at følge. Der er meget at mindes og meget at sige tak for. Generøsistet i deling af viden som forsker, ukuelig grundighed, meget stor gæstfrihed og deling af så mange personlige tanker og oplevelser. Jeg er taknemmelig over at have været en del af Gustavs univers, som ikke kan omtales uden at fremhæve Marisa som hans urokkelige støtte. Uden jer havde livet været et andet. Alt har en ende, men mindet om Gustav fremkalder kun tanker om gode stunder, som jeg nødigt havde undværet. Tak for dem. Der er stof til mange beretninger. Mine tanker går til jer alle i familien.

Kærlig hilsen
Ditlev

Gustav var vel min grandonkel, altså min morfars fætter. Men han var også min fars søsters mand. Ja; familien Henningsen og familien Rey er gift ind i hinanden hele to steder. Han var mange ting, i mine øjne mest af alt blot en onkel. Om end en imponerende en af slagsen. Rent fagligt var der ikke en finger at sætte på hans virke, både hvad angik hekse og folkeminder, og som menneske var han af et godt hjerte. Trods vore store forskelligheder fandt han altid på noget at rose mig for på mine alt for sjældne besøg i det sjællandske. Og det selvom jeg i mine yngre dage var en kende respektløs overfor ham og nok ikke helt har forstået hans behov for ordentlighed og regelmæssighed. De gange jeg så ham i mit liv måtte Marisa mere end en gang fungere som det blødgørende element mellem os. I dag ved jeg at virkeligheden var langt mere nuanceret, men som ung idiot så jeg ham jo som den der professortype der var så dygtig og specialiseret, så fokuseret på sit virke, at han knapt kunne finde ud af at binde sine egne snørebånd. Ja, det sidste var en uhørt og respektløst overdrevet karakteristik af et meget dygtigt menneske, jeg ved det, men som ung havde jeg svært ved at goutere hans væsen.
Samtidig var det for mig fascinerende at opleve et menneske være så engageret i sit felt som ham. Være så vidende og dygtig. Så respekteret af samtiden. Endda i to lande. Mindst.
Og jeg var aldrig i tvivl om hans kærlighed til børn og hustru; den naturkraft havde jeg respekt for, selv som ung, uvidende fløs. Han holdt af mig, og jeg af ham, og det var ikke på trods.
Hans hustru, min kære faster Marisa, og han har fostret ikke bare en tiltrængt forskning i vor antropologiske fortid men også de 4 mest fantastiske børn; alle smukke og gode og med karrierer og ægte skæbner. Alene det bør stå som et sejrsmonument og symbol på hans lange liv. Som voksen kan jeg kun smile og glædes over at have mødt ham, have fået husly af ham, have rejst med ham, have drukket vin og spist brød med ham. Have lyttet til hans fantastiske fortællinger om hekse og sit virke i øvrigt. Det har været mange ting, men mest af alt en ære.

Desde España, la familia gallega, nos unimos a vosotros en ésta bonita despedida a Gustav.
Un fuerte abrazo

Adieu Gustavo, pionnier de la recherche sur l’histoire de l’Inquisition, mon ami de toujours, camarade franc et chaleureux, dont la disposition me touche énormément.

Ayer en la cena explicaba a mis hijos pequeños quién era el tío Gustavo, escuchaban muy muy atentos, no sólo por el tema de las brujas (que lógicamente les dejó perplejos),muchas otras cosas como que tuvimos la suerte de que estuviera en nuestra boda, y en otros momentos importantes para nuestra familia, donde su entusiasmo, energía espíritu aventurero nos habían llevado por aquí y por ahí. Siempre con algo que aprender, siempre con algo de lo que reir.
Cuando pienso como me gustaría hacerme mayor siempre pienso en los tíos, nada se les ponía por delante y cogían el avión o el tren como si de un autobús se tratara.
Pienso que este espíritu curioso es el que le mantuvo abierto hasta el final de su días haciéndole posible encontrarse con el amor de Jesús a través de la iglesia católica. Me alegro de que así fuera, estoy segura de que el Señor le aguarda con los brazos abiertos y desde el cielo velará por toda la familia.

Hola Familia, gracias por darnos la oportunidad de
dar la gracias a Tío Gustavo por todo el tiempo que pudimos compartir.

Tío Gustavo es una persona muy especial, sigue siendolo en nuestra memoria
y en nuestro corazón, yo tuve la oportunidad de disfrutar junto a el algunas
vacaciones en Galicia y Segovia, así como en su querida Lyngby.

Desde aquí quiero darle las gracias, ya que desde que eramos pequeños siempre
nos ayudaba a comprender el mundo, :

Por mostrame que es mejor hacer de tú pasión tú trabajo, que de tú trabajo tú pasión.
Por su gran sentido del humor, y que al terminar de reir siempre hay que decir oi-oi-oi-oi !!.
Por haberme enseñado que es la mágia, que son las brujas y que fue la inquisición.
Por su infinita paciencia en resolver los pequeños detalles de la vida.
Que para aprender un idioma hay que escribirlo tanto como hablarlo.
Por el tiempo que pudimos disfrutar de su compañia en este mundo, y por las detalladas descripciones
de las iglesias, monumentos y lugares que visitamos juntos.

Un fuerte abrazo, siempre estarás en nuestro corazón,

Gustav ja estado siempre como el gran amigo cercano, no solo para mí, sino para mí marido Martín que le admiraba y valoraba como lo que era. Un rasgo fantástico de Gustav, es el ir siempre unido a su querida Marisa. Por encima de todos sus amplios conocimientos, un hombre que ha sabido querer a su familia, sus amigos y a todos los que estaban cerca de él.

Querido Gustavo.
Que bién lo hemos pasado,  siempre que te hemos visitado. Aquí, en Galicia, Málaga, Madrid, y en Lingbi.
Alegre y generoso, con tu perenne Sonrisa.
¡cuanto te vamos a añorar!

Kaereste Gustav!
For mig er du-og bliver-lyslevende.Husker du-da vi skraellede kartofler sammen-og det blev til “overdosis”,cca 6-8 kg….???Jeg tager flyveren,kommer naarsomhelst ,fra Budapest,hvis du har brug for hjaelp,kartofler,eller andet-varme ,kaerlige hilsener!  Ilona